Symptomer på åreknuder
Åreknuder mærkes mest når man står op. Der kan være smerter, tyngdefornemmelse, kløe, eller der kan komme væskeansamling omkring anklerne.
Hvis der kommer hul på en åreknude kan det bløde kraftigt, men det holder hurtigt op hvis man holder benet højt, og trykker på det blødende sted.
Mange mennesker med åreknuder klager over træthed i benene eller lægkramper, specielt om natten. En del patienter med åreknuder udvikler desuden eksem over åreknuderne eller ved anklerne. Dette kan udvikle sig til egentlige skinnebenssår, som kan være svære at få til at hele med mindre åreknuderne bliver fjernet.
5 % reglen
Omfattende undersøgelser har vist, at 5% af patienter med åreknuder udvikler komplikationer hvert år. Det kan f.eks. være eksem, blødning, årebetændelse eller misfarvning af huden.
Åreknuder udvikler sig og bliver større hele livet, mere hos nogle end hos andre. Gennemsnitligt 5% af patienterne bevæger sig fra et stadie til det næste hvert år. Det kan f.eks være at man først har synlige åreknuder, og derefter udvikler vand i benene, derefter eksem osv.
Efter behandling for åreknuder udvikler 5% nye åreknuder hvert år. Det er 50% på 10 år. Åreknuder der er kommet igen, er nemmest at fjerne, når de ikke har udviklet sig så meget.